Hvad laver greenkeeperne?

Greenkeepernes opgaver er mange og forskelligartede og selvom det måske af og til for nogen kan føles som om de mest bare kører i vejen for golfspillerne, tilbringer de også en del tid med for eksempel at blæse blade væk fra greens, ordne stier og feje i gården ved klubhuset. 

På timeoversigten kan man se, at der er brugt over 1500 timer på greens. Timerne er brugt på blandt andet klipning, hulflytning og pleje som eftersåning, prikning og lignende.

Tidligere blev der brugt langt over 100 timer på at vedligeholde og pleje lundene på banen, men efter fårene er begyndt at komme på sommerophold, og tilbringer en del af deres tid i netop disse lunde, er timeforbruget blevet væsentligt mindre, fordi fårene på omhyggelig vis spiser det høje, grove græs, som greenkeeperne tidligere brugte tid på at buskrydde og luge væk.

De 95 timer, der er fremgår under punktet "Skilte" er brugt på etablering af de nye teestedsklodser og oversigtskort og de 81 timer med mærket "Muldvarpe" er ikke kun brugt på jagt og fælder, men også på oprydning efter dem, udjævning af deres små jordbjerge og eftersåning på de områder muldvarpeskuddene har ødelagt.