Vintergolfafslutning

Kære golfvenner

Søndag den 17. marts 2019, kl. 10.00, spilles 18. og sidste runde af vintergolf 2018/2019.

Der spilles 18 huller, og formen bliver holdmatch, hvor det er holdets gns. score på hvert hul der tæller.

Kl. 15 er der middag i restauranten, præmieoverrækkelse til dagens vinderhold, og vi kårer årets vintermester.

Pris: kr. 30

For spillere som har deltaget min. én gang før denne vinter er middagen inkl. i prisen, men drikkevarer ekskl. 

Andre afregner selv med Tom og Julie i restauranten.

Tilmelding skal af hensyn til spisningen ske senest torsdag den 14. marts 2019, via Golfbox.

Besked fra bestyrelsen

Kære Klubkammerater 

Det er med glæde jeg kan meddele, at klubben i dag har indgået aftale med klubsekretær Annie Christensen, om at Annie bliver konstitueret som Clubmanager, efter Kristian Ravn Laumanns opsigelse. 

Konstitutionen er aftalt for en periode på seks måneder.  Stillingen som Clubmanager vil således ikke blive opslået. 

Vi er meget glade for at Annie har påtaget sig opgaven, og vi vil i den nærmeste fremtid ansætte en ny klubpro, som således vil påtage sig resten af Kristians tidligere opgaver. 

Vi melder mere ud, når der er ansat en ny klubpro og organisationen efter Kristian er helt på plads. 

På bestyrelsens vegne 

 

Peter Fredgaard 

Formand 

Sæsonstart: Shoppen

Shoppen er i øjeblikket i gang med at blive sat op til 2019 sæsonen.

Shopkeeper Thomas er startet op efter vinter perioden og nu skal vi have indrettet butikken med de nye  og spændende varer. Det er mange kasser som skal pakkes op, og lageret skal oprettes i administrationssystemet, så vi komme til at rode lidt i de næste par uger.

Vi holder åbent i et par timer efter generalforsamlingen, med et par gode tilbud. Herefter holder vi normalt åbent igen fra den 25 marts og frem.

Vi har planlagt følgende demodage:

Wilson kommer til AGC langfredag den 19 april. 11-14

Callaway kommer til AGC Lørdag den 27 april. 11-14

Titleist kommer til AGC Onsdag den 8 maj. 14-18

Herefter vil vi løbende afholde temauger hvor vi går mere i dybden med de forskellige varer indenfor temaet. Vi får også nyt logotøj – så du med stolthed kan vise hvilken klub du kommer fra.

Vi glæder os rigtig meget til at se alle nye som gamle medlemmer.

Rigtig god sæson til alle.

Thomas i Shoppen.

SIMgolf

En gruppe af klubbens medlemmer var onsdag taget i Grøndalscentret, hvor der blev udvekslet navne, hygget, spist byg-selv-burger, fortalt røverhistorier og spillet simulatorgolf i solskin på dagens bane som var Aviara - Four seasons.

Der blev spillet hold mod hold om flotte æsker chokolade og håneretten.

Bedste spiller blev Anders Wendt, som vandt gavekort til Shoppen.

Aktivitetsudvalget er glade for den fine opbakning.

Sæsonstart: Herreklubben

Herreklubben har åbningsmatch torsdag den 25. april 2019, hvor der spilles holdmatch. Efter matchen er der spisning og orientering om sæsonens matcher og øvrige arrangementer.

Herreklubben i AGC er åben for alle aktive medlemmer over 18 år. Kontingentet til klubben-i-klubben er kr. 250,- som giver ret til deltagelse i alle sæsonens torsdagsmatcher.

Efter åbningsmatchen spilles herefter hver torsdag fra kl. 08.00 – 10.00 og fra kl. 15.30 – 16.00. Der spilles i 2 rækker, og der er vinpræmie til de tre bedste.

Derudover spilles der om point: 8 – 6 – 4 – 3 – 2. Ved sæsonafslutningen er der præmier til de bedste resultater over 8 matcher

Man kan godt spille med såfremt man har et højere HCP, men man skal i turneringerne spille fra et HCP således, at man kun har 2 slag pr. hul.

En gang hver måned spilles en match hvor matchudvalget udarbejder startlisten.

Herreklubben holder en Åben Herredag torsdag den 20. juni 2019.

Herreklubben spiller frem til den 3. oktober 2019, hvor der er Afslutningsmatch med hygge på banen og efterfølgende spisning i restauranten, og naturligvis hyldest til spillerne med de bedste resultater i sæsonen.

Tilmelding
På golfbox kan du, frit booke på alle herreklubbens ledige tider - det giver nye medlemmer en god mulighed for at lære nuværende medlemmer at kende. Man kan også vælge at spille udenfor de reserverede tider. Men scorekortet skal for at kunne godkendes og tælle med i præmierne underskrives af et medlem af Herreklubben.

De nye regler:

Inden åbningsmatchen vil Ernst Lund orientere om de nye golfregler, der trådte i kraft pr. 1. januar 2019, ved en praktisk gennemgang på banen. Vi går hul 1, 2 og 3, her vil Ernst ved aktuelle eksempler illustrere på banen hvordan de nye regler kommer til at virke. Vi regner med at gåturen tager ca. en time og der er ingen tilmelding, man møder bare op. Der vil blive nærmere info på hjemmesiden.

Klubpro søges!

Asserbo Golf Club søger klubpro med tiltrædelse snarest

Asserbo Golf Club indførte ved sæsonstart 2015, gratis undervisning til alle klubbens medlemmer og det har været en kæmpe succes for alle medlemstyper.

For at styrke vores trænerteam og opretholde det høje niveau, søger vi nu en engageret og målrettet PGA protræner, som har lyst til at arbejde i en klub med fuld fart på og som sætter en ære i at formidle golffaget, samt at servicere vores mange medlemmer.
Klubben driver selv sin shop, og her vil du få indflydelse på indkøb og salg af udstyr i samarbejde med klubbens shopkeeper.

 

Hvem er du:

  • uddannet PGA protræner
  • ivrig efter at lære fra dig
  • åben og imødekommende
  • du trives i et travlt og energisk miljø

Hvad kan Asserbo Golf Club tilbyde:

  • en spændende stilling i et udviklende miljø
  • indflydelse og ansvar i dagligdagen
  • at blive en del af et velfungerende team
  • ansvar for udvikling af klubbens junior- og elitearbejde
  • en klub med sunde værdier og gode traditioner
  • stor fokus på et højt serviceniveau og god trivsel
  • Nordsjællands flinkeste medlemmer og en stor gruppe engagerede frivillige
  • træningsfaciliteter tæt på klubhuset og Trackman
  • en klub som tilbyder gratis undervisning – masser af undervisning!

 

Hvem er Asserbo Golf Club:

  • er en medlemsejet golfklub som blev stiftet i 1946, nr. 9 i Danmark
  • vi er ca. 800 aktive medlemmer – og der kommer mange nye spillere til hvert år
  • 50 aktive juniorer
  • en klub der vægter ”golfspilleren i centrum” og sætter barren højt for scores
  • en veldrevet golfklub med en sund økonomi
  • en klub i fremgang, der tør tænke nyt og anderledes

Er det lige dig vi mangler, så skynd dig at sende din ansøgning til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring på tlf. 24421352

Vi afholder løbende samtaler.

Asserbo Golf Club

Sæsonstart: De frivillige

En ny spændende golfsæson tager sin begyndelse. Vi tænker med glæde på de sportslige udfordringer og oplevelser, der er i vente. Alle ser frem til den sunde og helsende motion sammen med gode golfvenner. Men som bekendt, er det kun lommeuld, der kommer helt af sig selv. Uden frivillige – ingen golfklub.

”Jeg vil gerne bruge lejligheden til endnu engang at takke alle de frivillige for den store indsats, der blev ydet i 2018. Jeg håber, vi ses igen i 2019” siger formanden for Frivilligeudvalget, Axel Bistrup.

Som frivillig i AGC møder du nye - eller man kan måske sige andre klubmedlemmer - som du ikke ville have mødt, såfremt det alene var 'bolden', der skulle bringe jer sammen. Du lærer klubben bedre at kende, og de andre medlemmer lærer dig at kende.

Forudsætningen for at vores golfklub fungerer, sportsligt såvel som økonomisk er, at der er opbakning fra medlemmerne til at yde et frivilligt arbejde. Heldigvis er vi i dag ca. 120 frivillige AGC’ere, der uegennyttigt yder en kæmpe indsats. Husk: Det er din klub – tag ejerskab af klubben ved at yde noget for fællesskabet.

Nye frivillige i 2019

Har du overskud og lyst til at støtte klubben med frivilligt arbejde i sæsonen 2019 (småt som stort), så hold dig ikke tilbage. Kontakt undertegnede, klubchefen eller udvalgsformanden for det område, du har interesse i at beskæftige dig med.

Frivilligområdet er organiseret i ca. 20 udvalg, hver med sin udvalgsformand, der fungerer som bindeled til bestyrelse og klubchef. Disse udvalg dækker alt fra små 2-mandsudvalg. Der kan fx nævnes Handikap-, Regel- og Ordensudvalget samt Miljøudvalget, som netop i 2018 gjorde sig bemærket med en pris. Derudover har vi vores uundværlige Praktiske udvalg, som i daglig tale kaldes Klubbens Venner. Netop dette udvalg 'sparer' klubben for rigtig store udgifter til håndværksmæssig løn – alternativt, at arbejdet slet ikke bliver udført. Udvalgsformand er Erik Havemann.

Baneudvalget som er med til at udvikle og planlægge vedligeholdelsen af vores to fine baner, og Aktivitetsudvalget som står for de ikke sportslige aktiviteter, fra foredrag til nattergaletur.

Desuden er der de store sportslige udvalg:

  • INTRO-udvalget, hvor rigtig mange ildsjæle starter med at sikre 'fødekæden'.
    Dvs. rekruttere nye medlemmer, som nurses fra det første golfsving til de via +36 kvalificerer sig til det Grønne Kort, og dermed klar til at 'flyve fra reden'. Udvalgsformand: Charlotte Malling.
  • Sportsudvalget beskæftiger sig med klubbens elite - dette på tværs af alder og køn.
    Når vi ser på de sidste års resultater – nationalt, såvel som internationalt - har vi alle noget at være stolte af.
  • Juniorudvalget med hjælpetrænere, der starter med de mindste på 'legestadiet' til solide golfere, der forhåbentlig bliver klubbens kommende elite spillere. Udvalgsformand: Thomas Gorski.
  • Klubber-i-klubben, der sikrer organiserede turneringer, hvor det sociale aspekt er en prioriteret ingrediens.
  • Turneringsudvalget afholder klubturneringer, klubmesterskaber, støtter DGU, når klubben er pålagt at afholde sådanne turneringer. Turneringsledere og assistenter gør en uundværlig indsats. Udvalgsformand: Ib Lyng.
  • Regionsgolf, hvor vi spiller mod andre udvalgte golfklubber. Der er udpeget en frivillig kaptajn, der sætter holdet og sikrer afviklingen. Koordinator for holdkaptajner: Frank Larsen.

Så kære nuværende og kommende frivillige, kan I se jer selv i en eller flere af ovennævnte interesseområder – så hold jer endelige ikke tilbage!

 

Your Golf Club needs you!

 

Stem på årets AGC'er 2019!

Nu er afstemningen om årets AGC'er klar - du finder den lige her: 

Årets AGC'er

For at deltage i afstemningen, skal du være logget ind med dit DGU-medlemsnummer og den kode du valgte, da du oprettede dig.
Hvis du ikke er oprettet som bruger, kan du sende en mail til sekretariatet på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Afstemningen løber indtil d. 22. marts klokken 12 og Årets AGC'er afsløres på generalforsamlingen d. 24. marts.

Sæsonstart: Greenkeepergården

Foråret er over os, og hvornår åbner greens og teestederne?

Som udgangspunkt åbner greens ikke før der er vækst i græsset, det kræver en minimums temp. på 8 grader over en 5 dags periode. Den 28 februar har vi målt 4,8 grader.

Landbrugets jordtemperaturmålinger er på bar, mørk jord og vil altid have en højere temperatur end græsarealer, og der er stor forskel på muldholdig jord og sandet jord.

Andre baner har allerede åbent deres greens, eller har haft dem åbne hele året?

Korrekt, men der er ikke 2 baner der er ens, greens er opbygget forskelligt og med forskellige græssorter.
De baner der har moderne opbyggede greens er meget ofte med rødsvingel græs og da der er mere modstanddygtige for svampeangreb, kan de meget bedre tåle at være åbne hele året.

Vi vertidræner i disse dage alle greens med 12 massive spyd i 18 cm dybde og derefter med 10 mm i 7 cm dybde, for at lufte og fremme jordtemperaturen.

Hvis vi åbner for spil på greens for tidligt kan det resultere i dårlige greens langt ind i sæsonen.

Denne artikels temperaturgraf fra sidste år viser helt tydeligt at det kan blive koldt igen.

Vejrprognosen for marts 2019 viser at der er en gennemsnit temp. på 6,4 grader og en nat temperatur på -0,5 grad, det rykker ikke meget ved det jordtemperaturen, desværre.

Vi er ellers helt klar!

Alle maskiner står og tripper i hal 1 for at komme ud og klippe, bunkerkantskæren er smurt og klar til alle 1,4 km bunkerkanter, bunkerriven står også og venter på Henriette, der kommer tilbage midt i marts og vi har et nyt hulbor på prøve, som skåner vores arme og skuldre.


Åbent hus-arrangementet på greenkeepergården før sæsonstart er desværre aflyst, men invitationen vil blive gentaget lidt senere på sæsonen

 

Sæsonstart: Handicapudvalget

Regulering af HCP skal i 2019 er uændret og skal stadig ske ved at du spiller tællende matcher og tællende EDS-runder.
Opfordringen fra klubbens handicapudvalg lyder:
Husk at få spillet og indberettet nogle EDS runder.
Jo mere retvisende dit HCP er, destro større er muligheden for at dit spil er til eller omkring dit HCP og hermed er spilleglæden større.
Endelig kan der jo vælges et teested, der passer godt til den slaglængde du har p.t. 

Husk EDS-runder kan for spillere med hcp. 11,5 og derover, spilles på både 9 og 18 huller.
Har du mistet dit EGA handicap ved årsreguleringen, kræves der kun 3 tællende scores for at generhverve dit EGA handicap.

Når sæsonen starter vil hcp-udvalget udsende en opdateret information omkring handicapregulering i 2019.

De store ændringer i handicapberegningen kommer i 2020 og handicapudvalget skal senere på året på kursus i de nye regler, så medlemmerne kan se frem til at få information om reglerne op til sæsonstart 2020.

Kan du ikke vente så længe, kan du gå på DGU.org og læse mere om 2020 reglerne.

Klubben vil gerne takke Niels Jørgen Eskildsen, som er udtrådt af handicapudvalget, for hans fine indsats som frivillig. Ny i handicapudvalget er Kurt Jensen – som også består af udvalgsformand Frank Larsen.