Junior vinter tour 4

AGC-JA - Junior vinter tour 2015-2016 var nået til den 4. afdeling den 31. januar, der også er årets første  junior turnering for golfsæson 2016. Det var et fint golfvejr for januar måned, der holdt tørt hele runden, dog med relativt kraftig vind. Banen var naturligvis noget våd efter der har ligget sne, men ellers står den faktisk rigtig flot og grøn, som tegner godt for den kommende sæson. 9 stk. friske juniorer og onkel Peter deltog i matchen og alle fik en god runde golf og samtidig trænet deres golffærdigheder i den kraftige vind. Der er to afdelinger tilbage på Junior vinter tour og den næste spilles den 21. februar, som er søndag i skolernes vinterferie.

Resultat 1. plads 2. plads 3. plads
A-rækken Casper Gottlieb August Sidal Svendsen Philip Nørgaard
B-rækken Mads Jensen Malthe Perk  
Elite-rækken Peter Fredgaard Sebastian Friedrichsen  

Junior Mini vintercamp 2016

Lørdag den 23. januar 2016 blev der afholdt “Mini vintercamp” i AGC for vores dygtige, halvstore junior sub-elite.
På banen lå der et fedt lag sne, så der blev bygget snemand, lavet sneboldskamp og kælket til den store guldmedalje.
I klubhuset havde Rasmus, Peter F. og Thomas G. sørget for varm kakao og sammen med adskillige lækre kager og muffins, venligst lavet af diverse familier, blev der indtaget energi til at gå i gang med Pernille’s workshop – “DANMARKS FEDESTE JUNIORGOLFKLUB”. Der kom rigtig mange gode, konstruktive forslag fra juniorerne til, hvordan vi kan forbedre træning, turneringer og sociale aktiviteter. Tak for det!
Efter en times tids “fri leg”, blev der bestilt pizzaer og sammen med endnu mere kage, var det med til at lægge bunden for alle tiders rå-hygge video og quizaften. Alle møbler i klubstuen var skubbet til side og gulvet blev lavet om til en stor sovesal. Ved 24-tiden var det tid til tandbørstning og godnat til “Onkel Peter” og et stykke tid efter blev der snorket lystigt i det gamle klubhus. Søndag morgen kom Thomas og Rasmus med frisk morgenbrød til alle mand og sammen med pizza –og kage leftovers, blev der gået til den ved det store morgenbord. Søndagens afdeling af junior vintertour var af gode, hvide grunde aflyst, men en ekstra tur ud i sneen blev det dog til for de fleste. Alle gik hjem med en herlig oplevelse rigere, som forhåbentlig er med til at ryste vores gode juniorer endnu mere sammen. 

Junior Vintertour 2

Asserbo Junior Vintertour 2 var programsat til at blive spillet søndag den 29. november 2015, men der var nok et par juniorer der havde ønsket at det havde været en anden dag, da vejret ikke viste sig fra sin bedste side...... Det gælder ihvertfald starten af matchen, hvor det både regnede og haglede kraftigt, samtidig med det blæste kraftigt fra syd-vest. Men vores juniorer er nogle seje typer, der ikke lader sig slå ud af dårligt vejr og efter 1,5 time klarede vejret op og det blev helt fint vejr resten af matchen. Banen bar præg af, det havde regnet meget de sidste par uger og flere bunkers var fulde af vand, så det ikke var muligt at droppe fri af tilfældigt vand i bunkeren. Ligeledes var der meget vand på fairways og greens, som ikke gjorde spillebetingelserne nemme for juniorerne. Alle juniorer var rundt på  de 18 huller på max 3,5 time og kunne derefter hygge sig i klubben, med en kop varm kakao og se Lasse Jensen spille på Europatouren i Sydafrika, hvor han klarede sig rigtig flot og endte på en 11. plads.

Resultat 1. plads 2. plads 3. plads
A-Rækken August Sidal Svendsen Casper Gottlieb Phillip Nørgaard
B-rækken Mads Jensen Malthe Perk  

 

Junior Vintertour 1

Asserbo Junior Vintertour startede med første afdeling den 15. november i et super golfvejr for årstiden. Vintertouren spilles 6 gange i løbet af vinteren, med to afdelinger før jul og 4 afdelinger efter jul. Der deltog 14 friske juniorer i matchen i A-, B- og Elite-rækken, som er de 3 normale rækker vi kender fra Asserbo Junior Tour – KM Sport Rangliste, der spilles om sommeren for alle juniorer med et handicap mellem 0 og 54.

Resultat 1. plads 2. plads 3. plads
B-rækken Malthe Perk Bianca Rønn Gyoni Søs Fogtmann
A-rækken Frederik Rykind-Blarke Casper Gottlieb Daniella Rønn Gyoni 
Elite-rækken Sebastian Friedrichsen Karen Fredgaard  Peter Fredgaard 

 

Næste afdeling af Vintertouren spilles den 29. november 2015.